Artikel i Erhverv:

Artikel i Erhverv

Vi havde besøg af en journalist og en fotograf en fredag formiddag. Allerede tirsdagen efter var der trykt og skrevet en artikel i Erhverv, Herning Folkeblad.

Green Marketing & IT er et nyt grafisk hus/webbureau, som er grundlagt af Jane Green Nilsson. Hun drømmer om at levere grafiske- og webløsninger til områdets mindre virksomheder

AF MIKKEL KORSGAARD CHRISTENSEN

mkc@herningfolkeblad.dk

IVÆRKSÆTTER: Hvad der først begyndte som en hobbyinteresse i de sene aftentimer, har nu udviklet sig til at blive opfyldelsen af en drøm, som Jane Green Nilsson fra Tulstrup har gået med det meste af sit liv. 1. august trak hun tæppet væk under sig selv og sprang ud som selvstændig iværksætter med sin nye virksomhed Green Marketing & It. Med en baggrund fra reklamebranchen, en kontoruddannelse og et job som produktionskoordinator hos Mediehuset Herning Folkeblad, føler hun sig klar til at træde ind i det midtjyske marked for grafiske løsninger.

– Heriblandt laver jeg alt indenfor grafiske løsninger som visitkort, brochurer og bannere til internettet, fortæller Jane Green Nilsson. På sigt drømmer hun også om at tilbyde IT-produkter som tablets, computere og mindre serverløsninger.

– Samtidig er Green Markering et rådgivende konsulenthus. Så hvis der er brug for sparring i forbindelse med et IT-projekt, kan jeg fungere som rådgiver og hjælpe med at træffe den rigtige beslutning på køb af udstyr, fortæller Jane Green Nilsson, som håber at kunne få en medarbejder til at stå for IT-delen til næste år.

Et lille firma for de små

Målet for Jane Green Nilsson er nu at få fodfæste på markedet samt at få slået sit navn fast i området. Gerne som GMIT, som er en forkortelse af firmanavnet Green Marketing & It. Drømmen om at blive selvstændig er gået i opfyldelse. Nu er næste drøm at få rigtig gang i firmaet og blive et betroet og foretrukket grafisk hus.

– Nu er jeg jo lige begyndt, og det ville være lidt vovet at sige, at jeg vil være en stor mastodont. Det er faktisk heller ikke et mål overhovedet. Jeg vil være der for de små- og mellemstore virksomheder, som ikke har tid, ressourcer eller økonomi til at prioritere en flot hjemmeside. Med Green Marketing & It kan de få en topprofessionel hjemmeside til en pris, de kan være med på og uden at binde sig til noget, forklarer hun engageret og tilføjer, at hun også vil prioritere tryghed og tillid.

Artikel i Erhverv

– Jeg kommer selv ud til mine kunder, og så finder vi sammen ud af deres profil og designer hjemmesiden helt i virksomhedens ånd. Så jeg har ikke et standardtema, hvor det er »job done- og så videre igen«. Hjemmesiden programmeres til hver enkelt kunde. Jeg afregner ikke for eksempelvis en time for et stykke arbejde, der tager et kvarter. Det er blandt andet forskellen på et stort og et lille webbureau, slår hun fast.

Viljen til at lykkes

Under Folkebladets besøg viser Jane Green Nilsson kort rundt i privaten, hvor Green Marketing & It har hjemme og åbner op til sit kontor, hvor en stor del af indehaverens vågne timer er blevet brugt de sidste tre måneder.

Artikel i Erhverv

– Jeg oplever en helt enorm energi hver eneste dag. Jeg vil virkelig det her, og det overfører jeg naturligvis til mit arbejde. Det her er bare det rigtige, kan jeg mærke, lyder det fra Jane Green Nilsson, mens også hendes mand, Johnny Green Nilsson er kommet til.

– Der er ingen tvivl om, at den vilje og energi, som Jane har lagt for dagen i etableringen af virksomheden. Den er imponerende, og hun har viljen til at lykkes med det her. Og så er det da rart, at hun arbejder herhjemme, så jeg lige kan kigge ind og tjekke op på hende, forklarer han med et grin. Planen er, at virksomheden skal blive i privaten i nogle år endnu. Hvis medarbejderstaben skal udvides, vil Jane Green Nilsson tage den derfra.

– Nu må vi se. Lige nu er jeg bare lykkelig over at være i gang.